Frederiksberg er, med sine fine store huse fra slutningen af 1800-tallet og imponerende grønne boulevarder, nok den mest mondæne bydel i København. De brede gader er fyldt med fine små butikker, cafeer og restauranter. I den smukke og frodige Frederiksberg have kan man leje en robåd og sejle igennem haven. En picnic kan nydes på plænen foran smukke Frederiksberg slot og man kan lede efter det hemmelige sted, hvor man kan se lige ind til elefanterne der bor i Zoo. Lige overfor Zoos ikoniske tårn ligger Søndermarken, hvor de mystiske cisterner ligger begravet. De enorme rum, der engang var fyldt med 16 millioner liter drikkevand, bruges nu til spændende udstillinger og events.
På familievenlige Frederiksberg er der både liv og luft.